MUTEREDE SOCIALDEMOKRATER

Af Svend Erik Olesen medlem af Enhedslisten
Lagt ud 27. november 2020

Engang i forrige århundrede – ja, det begyndte vel allerede for omkring 100 år siden – ændrede de socialdemokratiske gener sig gradvist, gennem uheldige mutationer og parolen blev tydeligere og tydeligere ”Hellere død end rød”. Blå Bjarne og Helle Thorning var slet, slet ikke de første. Men, måske har de været nogle af de værste.

Socialdemokratiet er gennem årene ret trofast blevet støttet af venstrefløjen – også selv om de af og til pisser på os, for socialdemokraterne med de muterede gener vil alligevel helst lege med de liberalt konservative kræfter, selv om de igen og igen dolkes i ryggen af deres foretrukne legekammerater.

Samtidig kan vi vist godt, her ved den snarlige højtid, kalde socialdemokraterne nogle vatnisser i mange politiske sammenhænge. Er de virkeligt interesseret i miljøkampen? Er de virkeligt interesseret i at bekæmpe uligheden i vores samfund? Hvor vil de han med den absurd høje og helt urealistiske pensionsalder?

Vægelsindet ser vi tydeligt hos socialdemokraterne, når de ikke vil være med til at genåbne den undersøgelseskommission, de selv i 2012 sammen med et folketingsflertal nedsatte for at udrede den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, men som Venstreregeringen i 2015 besluttede at lukke igen. Når Socialdemokratiet formodentlig ikke vil stille Støjberg for en Rigsret, selv om det skulle blive muligt. Eller, når de allerhelst vil have Venstre med i finansloven, selv om Venstre kræver milliardskattelettelser til de rigeste og virksomhederne. Når de for flere måneder siden stoppede aflivningen af minkbesætninger med muterede coronavirus stik imod sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Ironisk nok kunne de, med fortsat nedslagtning af coronasmittede minkbesætninger have undgået den nuværende ballade samt nedlukningen af Nordjylland.  Når de ikke tør være realistiske og stille de miljøkrav til landbruget, der er nødvendige. Når de ikke tør favorisere økologisk landbrug, fx ved momsfritagelse af økologiske fødevarer. Når de ikke tager kampen op mod landbruget for at bevare rent drikkevand, hvor det endnu er muligt, men lader sig spise af med, at giftstoffer fra landbruget, der siver i grundvandet er nødvendigt ”planteværn”. Når de ingen ambitioner fremviser i miljøkampen. Vægelsind giver altid større problemer end beslutsomhed.

Mutationerne blandt partiets politikere gør Socialdemokratiet svagt i mange politiske kampe, selv om de har klaret corona-krisen forbilledligt gennem et forsigtighedsprincip støttet af Enhedslisten. For et par dage siden var vi samlet fem personer i mit hjem, alle i risikogruppen. Vi talte om, at hvis blå-brun-sort blok havde haft magten ville mindst en af os ikke have været med denne dag. Ganske morbidt raflede vi om, hvem af os, der i givet fald ville være blevet ”aflivet”, fordi sygehuskapaciteten tilsagde, at man fravalgte sådan nogle som os til fordel for yngre mennesker, der endnu havde tilknytning til arbejdsmarkedet.

Der tales meget om livsværk i denne tid. Man burde i stedet koncentrere sig om samfundsværk til glæde for mennesket i samfundet. Et værk, man kan være bekendt. Hvem vil huskes for at have drevet dyremishandlingsfarme. Hvorfor et det ikke lige så slemt for en receptionist, en lagerarbejder eller en lufthavnsmedarbejder, der helt uden skyld bliver arbejdsløse i denne tid og som maksimalt kan modtage dagpenge i to år med knap 19000 kr. om måneden. De har alle udrettet et samfundsværk, de kan være bekendt. Men de borgerligt liberale tænker kun i personlige vindinger, derfor private livsværk. Og hvorfor skulle et hendøende minkerhverv have erstatning 10 år ud i fremtiden, når mange minkfarmere nærmer sig pensionsalderen og faktisk er glade for situationen vedrørende en rimelig erstatning. Sidste år havde hver minkfarm et underskud på 750.000 i gennemsnit. Hvis man absolut vil gå 10 år frem og have ”erstatning” efter sidste års indtjening, skal hver farmer aflevere 7,5 mio. til staten. Hvis man går flere år tilbage – ikke for mange og ikke for få, men det minkfarmerne har udregnet giver størst erstatning – skal de på den anden side have millionerstatninger. Samtidig ønsker de ekspropriation, som naturligvis er skattefri. For der er jo ikke noget så ukrænkeligt som privat ejendom. Ikke engang vi mennesker. Grundloven er ikke forfattet af – eller for – de laveste i samfundet og Grundloven er fra en tid med fremmede værdier og tankegange i forhold til vores tid. I dag har 10000 heltidslandmænd og 18500 deltidslandmænd ejendomsretten over 62% af Danmarks samlede areal. I 2020. Det er absurd. Men naturligvis er der nogle helt grundlæggende demokratiske værdier og rettigheder i Grundloven, som ikke er tidsbestemte og som er grundlæggende i mange europæiske lande.

Under besættelsen blev der flere gange vedtaget grundlovsstridige love. Folketinget så sig nødsaget til disse særlove for at beskytte det danske folk, var deres ”overraskende” forklaring. Men modstandsbevægelsen var alligevel imod mange af disse love, bl.a. vedtog Folketinget en lov, der forbød kommunistpartiet samt internerede de ledende danske kommunister. Mange lande befinder sig med coronaen som i en krigstilstand. I USA har coronaen allerede kostet over fire gange så mange dødsfald som den næsten 10 år lange Vietnamkrig. I Danmark har man på grund af forsigtighedsprincippet undgået tabstal, som det er set i mange andre lande. Selvfølgelig skal man, når sundhedsmyndighederne mener, der er ved at opstå et nyt epicenter for coronaen i Danmark, gå i aktion. Selv Ellemanden var ikke i tvivl, før minklobbyen pelsede ham.

Hørte i et klip fra et tv-program ordet ”uagtsomt minkdrab” fra en studievært, som skældte ud på Mette Frederiksen. Hvad med at fokusere på ”planlagt minkdrab”, som er blevet praktiseret år efter år af minkavlerne. Andre lande har forbudt minkavl, når de forfærdelige forhold i minkindustrien er blevet filmet i hemmelighed og vist for politikere og befolkningen. Det er rystende iscenesættelse, når man ser minkavlerne stå og kæle for et minkskind, mens de lader tårerne løbe. Fjerkræejerne forstår aflivningen af deres fjerkræ, når fugleinfluenzaen rammer landet. Men her er erstatning for påbudt aflivede fugle også på plads. Spændende at se burhønsefarmerne, nu da den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskere, Rasmus Prehn vil udfase burhønsene. I øvrigt har Enhedslisten gentagne gange stillet dette forslag, sidst et forbud mod produktion af buræg senest med udgangen af 2022. For Enhedslisten kan det kun gå for langsomt. Men for Rasmus Prehn kan det åbenbart kun gå for hurtigt. Socialdemokratiet vil ikke stemme for Enhedslistens lovforslag (vægelsindetheden). Men når forbuddet engang besluttes, vil burhønsefarmerne så stå og kæle med 10 høns i favnen? Burhønsene sidder jo så tæt, at de næsten er vokset sammen. Og, hvad med svinebønderne, når den afrikanske svinepest kommer til landet og koster dem kassen. Vil vi så skulle se svinebønderne stå grædende og kæle for flæskestege.

Pressen har haft en helt horribel usaglig dækning af forsigtighedsprincippet i forhold til coronarestriktionerne. Selv om det har været indlysende, hvor forfærdeligt situationen har været i andre lande. Dækningen kan kun skyldes politiske motiver fra den borgerlige presses side. Men trods propagandaen mod regeringen og dens støttepartier i denne sag, synes den største del af befolkningen at have bevaret fornuften. Tidligere havde pressen en selvforståelse, som det kontrollerende element i forhold til magtens tredeling. Men det kan pressen slet ikke leve op til. Den kører i selvsving og er sensationslysten, snarere end formidlende. På ”Fox News” hedder det fx ”undskyldningen” for indgrebet i stedet for ”forklaringen” på indgrebet. I min region, er det specielt Nordjyske, der dækker coronaforløbet og det er en helt ensidig uanstændig dækning, de har af den alvorlige situation – se selv avisen eller se netavisennord.dk, som har lavet en dokumenteret gennemgang af Nordjyske som blå-sort-brun håndlanger. Det samme kunne dokumenteres i forhold til langt de fleste aviser og tv-medier.

En dag, jeg blev træt i hovedet af den ensidige mediedækning, tændte jeg for min radio for at høre noget musik. Her startede netop et program, de kaldte ”Minkavlernes koner”. Så gik jeg en lang tur. Længe leve naturen. Håber jeg.