Vedtægter

Vedtægter for Enhedslisten Vesthimmerland 

Vedtægter For Enhedslisten Vesthimmerland (pdf-fil)

§1 Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er ”Enhedslisten, de rød-grønne Vesthimmerland”, i daglig tale blot ”Enhedslisten Vesthimmerland”.

Stk. 2. Foreningen har hjemsted i Vesthimmerland Kommune Stk. 3. Foreningen er en lokalafdeling af partiet ”Enhedslisten, de rød-grønne”

§2 Formål

Stk. 1. Afdelingen følger partiet Enhedslistens formål, grundlag og idé.

Stk. 2. Afdelingen arbejder derudover for at øge repræsentation i de lokale byråd, samt at styrke venstrefløjen på Vesthimmerland og omegn og samarbejde med alle progressive kræfter.

§3 Medlemskab

Stk. 1. Enhedslisten Vesthimmerland geografiske dækningsområde er Vesthimmerlands Kommune.

Stk. 2. Alle medlemmer af partiet Enhedslisten, der er bosiddende i Enhedslisten Vesthimmerlands geografiske område, er automatisk medlem af afdelingen.

Stk. 3. Forudsætning for medlemskab er betaling af det kontingent, som fastsættes af landsforeningen på Enhedslistens årsmøde.

Stk. 4. I særlige tilfælde kan medlemmet vælge at blive tilknyttet en anden afdeling eller vælge ikke at være tilknyttet en afdeling.

Stk. 5. Som medlem af Enhedslisten udøver man sine medlemsrettigheder, herunder stemmeafgivninger, der efter Enhedslistens vedtægter finder sted i lokalafdelinger, i den lokalafdeling, man er tilknyttet.

Stk. 6. Lokalafdelinger kan nægte at modtage et medlem, der ikke bor i lokalområdet.

Stk. 7. Medlemskab af eller bidrag til foreningen giver ikke ret til nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§4 Generalforsamling

Stk. 1. Generalforsamlingen er afdelingens højeste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned.

Stk. 3. Alle medlemmer af Enhedslisten Vesthimmerland indkaldes pr. e-mail, sms og brev til dem, der ønsker det, med mindst 4 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde tid og sted for generalforsamlingen. Bestyrelsen er ansvarlig for indkaldelsen.

Stk. 4. Dagsordenen for generalforsamlingen skal indeholde minimum følgende punkter:

1. Valg af dirigent og referent. – Godkendelse af dagsorden

2. Bestyrelsens beretning.

3. Godkendelse af regnskab.

4. Budget for det kommende år.

5. Indkomne forslag, herunder udtalelser.

6. Vedtagelse af arbejdsplan for det kommende år.

7. Valg af bestyrelse.

8. Eventuelt.

Stk. 5. Ethvert medlem kan fremsætte beslutningsforslag til generalforsamlingen. For at kunne behandles, skal det være bestyrelsen i hænde senest to uger før generalforsamlingen. Bestyrelsen skal udsende det elektronisk til medlemmerne før generalforsamlingen og pr. brev til dem, der ønsker det.

Stk. 6. Ændringsforslag til indkomne forslag kan stilles på generalforsamlingen.

Stk. 7. Alle medlemmer af afdelingen, som har betalt kontingent inden generalforsamlingens start, har stemme- og taleret på generalforsamlingen.

Stk. 8. Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes, hvor intet andet fremgår, af nærværende vedtægter, ved simpelt flertal.

Stk. 9. Der afholdes skriftlig afstemning, hvis blot et stemmeberettiget medlem ønsker dette.

Stk. 10. Valg til bestyrelsen foregår skriftligt, hvor de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer højst kan stemme på et antal kandidater svarende til halvdelen (oprundet til nærmeste hele tal) af det antal bestyrelsesmedlemmer, der skal vælges, dvs. fire.

Stk. 11. Alle beslutninger vedtaget på generalforsamlingen, offentliggøres.

Stk. 12. Der skal indkaldes til ekstraordinær generalforsamling hvis mindst ¼ af afdelingens medlemmer, et flertal på et medlemsmøde eller mindst halvdelen af bestyrelsen ønsker det.

Stk. 13. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes skriftligt med minimum 10 dages varsel.

§5 Medlemsmøde

Stk. 1. Medlemsmødet er afdelingens højeste myndighed mellem generalforsamlingerne.

Stk. 2. Det tilstræbes, at der afholdes et medlemsmøde om måneden, juli måned undtaget.

Stk. 3. Alle beslutninger og væsentlige debatter fra medlemsmøderne skal offentliggøres for medlemmerne. Stk. 4. Det er bestyrelsens ansvar at indkalde til og forberede medlemsmødet.

Stk. 5. Dagsordenen til et medlemsmøde bør som minimum have følgende punkter:

1. Velkomst og præsentation.

2. Valg af ordstyrer og referent.

3. Godkendelse af dagsordenen.

4. Oplæg, aktuelt politisk emne.

5. Fri debat.

6. Meddelelser og kommende aktiviteter fra bestyrelsen og udvalgene/grupperne.

7. Eventuelt.

§6 Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen er afdelingens ledelse, og vælges på generalforsamlingen.

Stk. 2. Afdelingens kontaktperson og kasserer findes, når bestyrelsen konstitueres. De to personer tegner afdelingen i forhold til banken hver især. Kassereren orienterer bestyrelsen om afdelingens likvide midler mindst en gang pr. kvartal.

Stk. 3. Bestyrelsen består af minimum 3. Der kan vælges op til tre suppleanter.

Stk. 4. Bestyrelsen tilstræber at holde et møde hver måned.

Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 6. Bestyrelsen kan mellem medlemsmøderne udtale sig på afdelingens vegne eller træffe politiske beslutninger, hvis det drejer sig om sager hvor det tidsmæssigt ikke er muligt at inddrage medlemsmødet.

§7 udvalg/grupper

Stk. 1. På initiativ af bestyrelsen eller en kreds af medlemmer, kan der dannes udvalg/grupper omkring særlige arbejdsområder.

Stk. 2. Udvalg/grupper kan være tidsbegrænsede “ad hoc-grupper” eller faste udvalg/grupper. Et/en fast udvalg/gruppe skal godkendes af bestyrelsen og udvalget/gruppen vælger en kontaktperson, som fremgår på hjemmesiden. Denne er valgt for et år ad gangen.

Stk. 3. Udvalgs/gruppemøder bør annonceres for medlemmerne af udvalget/gruppen.

Stk. 4. Udvalg/grupper kan udtale sig på egne vegne, og på Enhedslisten Vesthimmerlands vegne i forståelse med bestyrelsen.

Stk. 5. Bestyrelsen kan beslutte at et udvalg selv råder over et beløb, som fastsættes af bestyrelsen. Der afleveres bilag over forbrug til kassereren.

Stk. 6. Skal et udvalg/en gruppe forhandle med andre partier, sammensætter bestyrelsen, de der skal forhandle for Enhedslisten.

Stk. 7. Udvalg og grupper orienterer på medlemsmødet under punktet meddelelser om vigtig beslutninger udvalget skal tage/har taget.

Stk. 8. Udvalg og grupper kontakter bestyrelsen inden vigtige beslutninger, hvis man ikke kan nå at få det på medlemsmødet under punktet meddelelser.

§8 Kandidater til byrådsvalg

Stk. 1. Byrådskandidater for Enhedslisten Vesthimmerland, skal være medlem af afdelingen Enhedslisten Vesthimmerland.

Stk. 2. På generalforsamlingen i valgår skal der tages stilling til om vi skal stille op sideordnet eller partiliste til kommunalvalget.

Stk. 3. Senest seks måneder før kommunalvalg afholdes et medlemsmøde med kommunalvalg og kandidatopstilling som hovedpunkt. Her fastlægges hvor der skal opstilles, samt antallet af spidskandidater. Stk. 4. Enhedslisten Vesthimmerlands spidskandidater vælges på et medlemsmøde senest tre måneder før kommunalvalget. Mødet kan beslutte at overlade besættelsen af de resterende pladser til et senere møde eller til bestyrelsen.

Stk. 5. Enhedslisten Vesthimmerland prioriterer ligestilling mellem køn, etniske grupper, alder, erhverv, mv. Stk. 6. Personer, der er opstillet af Enhedslisten Vesthimmerland, og er blevet valg til Byråd, Kommunalbestyrelse, råd, udvalg eller nævn, skal følge Enhedslistens politiske grundlag, og er underlagt generalforsamlingen, medlemsmøderne og bestyrelsens beslutninger.

Stk. 7. Personer, der modtager vederlag i kraft af deres valg til Byråd, Kommunalbestyrelse, råd, udvalg eller nævn, eller andre offentlige hverv i forbindelse med medlemskab af Enhedslisten Vesthimmerland, betaler partiskat i forhold til Enhedslistens retningslinjer.

§9 Regnskab og økonomi

Stk. 1. Afdelingens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 2. Regnskabet fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen.

Stk. 3. Bestyrelsen er ansvarlig for afdelingens økonomi overfor generalforsamlingen og medlemsmødet.

Stk. 4. Kassereren er ansvarlig for den daglige bogføring, og afdelingens bogholderi er åbent for alle medlemmer.

Stk. 5. Afdelingens midler indsættes på afdelingens bankkonto, kun et mindre beløb haves i kontanter. Afdelingen benytter netbank.

Stk. 6. Afdelingen hæfter alene for dens formue. De påhviler ikke afdelingens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

§10 Vedtægtsændringer

Stk. 1. Ændringer i disse vedtægter kan kun ske på en generalforsamling.

Stk. 2. Forslag til vedtægtsændringer skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen efter de i §4 beskrevne regler.

Stk. 3. Vedtægtsændringer vedtages med almindeligt flertal på generalforsamlingen.

§11 Opløsning

Stk. 1. Opløsning af afdelingen kan kun ske efter vedtagelse med 2/3-flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der er indkaldt med afdelingens opløsning som dagsordenspunkt, og afholdt med mindst 14 dages mellemrum.

Stk. 2. Opløses afdelingen, skal alle eventuelle aktiver tilfalde landsforeningen Enhedslisten.

§12 Ikrafttræden

Disse vedtægter træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen d. 18. marts 2021